Et forlorent Stille hviler over disse Lænder

hvor noget forbistret venter i Mulmet hen;

Agtende jeg færder med Værge i Hænder,

skiont, ved et blot Von om at undgaa dem



Taagen rundt min Lagnad saa svinner;

favnet i Trolddoms infame Intermesso

Forenet i Vondske - alt mig i Hu rinner

Dimensioner hinsides vaares egen Realia



Op af Bisterlitiernets Bund

stiger nu tusindvis af Utoi;

se, Nivlheim-Portens Sund!

De vise har mig saa fortalt;

Naar Malices Yngler danser,

sort de haver Lagnaden malt



Min Klogt forringes; i Oversanselighed svobt

Fortumlet af Bævens Fabler saa lammende

Larmen af klaskende Fodder og Klor i Muld;

O, Spektakel, ophor! Rædsel saa lammende



Bisterliskovens Creaturer mig antræffer

og Grene forræderske mig bemægtiger,

Mine Oine! De bedrager mig! Skiær de ud!

Jeg saaledes min sidste Akt nu betræffer



Flygtende, med et vaagt Haab - faafængt

Jagtet ned fra alle Kanter - indestængt

I Bisterlihoens Juv min Historie endes:



"O, Smukke Dod! Eders befriende Favn

Besorg nu min Familia, mit Altets Savn!

Vaag - thi jeg bodet med mit Corpus -

over de, der venter Hiemme til Huus



Lav mig se min Hustru og mit Nor

Lav hende hore mig i Vindens Sus

Lov mig at bringe mine sidste Ord

til de, der venter Hiemme til Huus"