Et dystert Aasyn over emansipert Siæl jeg hæver

alterert af hint varme Blod i Sneen hen

i Sorgens Omfavnelse jeg knytter blodige Næver

under en graadende Himmel, kun een red Hiem



Thi Ginnunga-Gab staar over mig i Kvæld

og vred Tor harmer en rystende Moder Jord



Sværget ved Graven, min Viv

Blodhevn

Maatte jeg beskikke mit Liv

Blodhevn



For al Tid at erindre hvor De maatte lide

under Hvide-Krists Staal dit Liv om at bode

ei lod konverteres, forgiæves skulle stride

folge dig jeg skal om Hel jeg maa mode



Hvor Nattens Fyrste trolig blaaser ud min Ild

jeg torrer Hænderne for Dug, min faldne Bror



Sværget ved Graven, min Viv

Blodhevn

Maatte jeg beskikke mit Liv

Blodhevn



Vinden gialder forgylt mælt af vaare stoute Fædre

Hin Elegi svober Maaneskin i Lod af Blod

Disse Faldne med Nidkiærhed jeg vil atter hædre

under reiste Stene til Ære de hviler i Ro